Den eftermiddag hadede Herluf sit liv
Uddrag af "Længsel - en kærlighedshistorie fra før 1. Verdenskrig
Starten af kapitel 11.
Starten af kapitel 11.
|
1911 Aaborg
|
»A soldier is a funny fellow«
Håndnotat, Herluf, 1912 |
|
Den eftermiddag hadede Herluf sit liv. Omgivet af rækker af foroverbøjede, vaklende skikkelser, der dukkede sig for kombinationen af vestenvind og regn sidst på dagen i september, snublede han afsted i fuld udrustning med riffel og oppakning. Gruppen havde været afsted siden klokken seks om morgenen. To timers march afbrudt af femten minutters hvil og derefter to timer igen. Frokost i løbet af en halv time og afsted igen i to timer, femten minutters pause og endnu to timer. De var stadigvæk langt fra byen. Korporalen råbte fortsat, dog ikke så meget som tidligere på dagen. Selv han var mærket af dagens strabadser.
|
På øvelse i Borris, sommeren 1911. 30. bataljon, 3. kompani. Herluf sidder i midten med en cigaret.
|
Pludseligt var der uro. En af soldaterne et par rækker foran ham snublede, mistede balancen og rev et par andre med sig i faldet. Herluf bukkede sig og rakte højre arm ned, mens han med venstre holdt tornyster og riffel på plads. Tog fat i manden, der stadigvæk lå ned. Det var Johannes, 11, som han efterhånden kendte godt.
”Kom op, mand!”
”Rejs dig!” Herluf trak i Johannes. Han bevægede sig ikke. Korporalen råbte, at de skulle fortsætte. Og kammeraterne omkring ham begyndte igen at flytte på sig, mens han selv blev stående.
”Johannes! Sig noget.” Han var nødt til at lægge oppakning og riffel fra sig for at kunne nå ned til Johannes. Idet han bøjede sig ned over ham, lød det ind i øret:
”Hvad fanden laver I? Se så at komme videre!” Herluf vendte sig om mod korporalen.
”Kan De ikke se, at 11 er besvimet? Han skal have hjælp.” Nu knælede også korporalen ned. Skubbede til Johannes, men det hjalp ikke. Rykkede i ham. Med en hovedrysten rettede han sig op og begyndte at gå videre, mens han råbte tilbage til Herluf:
”Så må De sørge for, at få 11 hjem på infirmeriet, 23!”
Herluf satte sig ned trods mudder og vandpytter. Ventede, mens han kiggede på kammeraten. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. ”Hvad nu, hvis Johannes ikke kommer til sig selv igen? Jeg kan ikke bære ham. Han er nødt til selv at kunne gå.”
Johannes begyndte at bevæge sig. Mumlede et eller andet:
”Hvad …. her?”
”Vågn op!” Herluf ruskede i ham. ”Vi skal videre. Du har brug for hjælp!”
Johannes virkede mere klar.
”Hvad sker der?”
”Du faldt, og så tror jeg, at du besvimede. Jeg skal sørge for, at du kommer hjem på infirmeriet, men du er nødt til at gå selv.”
”Kom op, mand!”
”Rejs dig!” Herluf trak i Johannes. Han bevægede sig ikke. Korporalen råbte, at de skulle fortsætte. Og kammeraterne omkring ham begyndte igen at flytte på sig, mens han selv blev stående.
”Johannes! Sig noget.” Han var nødt til at lægge oppakning og riffel fra sig for at kunne nå ned til Johannes. Idet han bøjede sig ned over ham, lød det ind i øret:
”Hvad fanden laver I? Se så at komme videre!” Herluf vendte sig om mod korporalen.
”Kan De ikke se, at 11 er besvimet? Han skal have hjælp.” Nu knælede også korporalen ned. Skubbede til Johannes, men det hjalp ikke. Rykkede i ham. Med en hovedrysten rettede han sig op og begyndte at gå videre, mens han råbte tilbage til Herluf:
”Så må De sørge for, at få 11 hjem på infirmeriet, 23!”
Herluf satte sig ned trods mudder og vandpytter. Ventede, mens han kiggede på kammeraten. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. ”Hvad nu, hvis Johannes ikke kommer til sig selv igen? Jeg kan ikke bære ham. Han er nødt til selv at kunne gå.”
Johannes begyndte at bevæge sig. Mumlede et eller andet:
”Hvad …. her?”
”Vågn op!” Herluf ruskede i ham. ”Vi skal videre. Du har brug for hjælp!”
Johannes virkede mere klar.
”Hvad sker der?”
”Du faldt, og så tror jeg, at du besvimede. Jeg skal sørge for, at du kommer hjem på infirmeriet, men du er nødt til at gå selv.”
Herluf havde allerede taget tornysteret af Johannes, som med besvær fik sig rejst op støttet af Herluf. Det lykkedes ham at få både sit eget og Johannes’ tornyster bakset op på ryggen. Johannes bar sit eget gevær. Han tog nogle skridt, men stoppede op. Et øjeblik troede Herluf, at Johannes var ved at falde igen. Men så vaklede han videre.
I langsomt tempo gik de ind mod byen og kasernen. Det var mørkt nu. De passerede eksercerpladsen. Johannes kunne ikke længere gå selv. Han hang op ad Herluf, og sådan bevægede de sig sammen ind ad hovedporten. Herluf slap taget i Johannes, som landede ned i gårdspladsens søle, og satte det ekstra tornyster fra sig. Han meldte portvagten, at 11 efter aftale med korporal Jørgensen skulle på infirmeriet.
I langsomt tempo gik de ind mod byen og kasernen. Det var mørkt nu. De passerede eksercerpladsen. Johannes kunne ikke længere gå selv. Han hang op ad Herluf, og sådan bevægede de sig sammen ind ad hovedporten. Herluf slap taget i Johannes, som landede ned i gårdspladsens søle, og satte det ekstra tornyster fra sig. Han meldte portvagten, at 11 efter aftale med korporal Jørgensen skulle på infirmeriet.
Han tog sig sammen for at gå de sidste skridt til barakken, hvor han lagde riffel og udstyr på plads, i renset og rengjort stand, inden han kunne tillade sig selv at gå på stuen for at få noget tørt tøj på. Det var blevet for sent til at få noget at spise. I stedet lagde han sig i køjen, og sov to minutter efter uden at have vekslet et eneste ord med nogen af de andre på stuen.
Næste dag nåede han i en pause over i infirmeriet, hvor han fandt en vågen, men træt og opgivende Johannes.
”Jeg skal tilbage i barakken her i eftermiddag. Jeg orker det ikke!” Herluf kiggede på kammeraten. Han så syg ud.
”Lægen sagde, at jeg bare skulle have drukket noget vand undervejs. Sådan en smule diarre skulle vel ikke være farligt!” Johannes fortsatte:
”Han skulle selv prøve det. Efter en hel nat på lokum!” Som Johannes snakkede og hidsede sig op, kunne Herluf ikke lade være med at grine.
”For fanden, Johannes. Kom nu. Du har da aldrig set feltlægen bære noget som helst! Med et tornyster på ryggen vil han vælte om på ryggen og ligge der som en omvendt skildpadde.”
Nu grinede Johannes også. Kasernelægen var en lille og spinkel mand, som ikke lagde skjul på, at han betragtede soldaterne som svæklinge og skulkere, til trods for at han aldrig selv løftede en finger.
Næste dag nåede han i en pause over i infirmeriet, hvor han fandt en vågen, men træt og opgivende Johannes.
”Jeg skal tilbage i barakken her i eftermiddag. Jeg orker det ikke!” Herluf kiggede på kammeraten. Han så syg ud.
”Lægen sagde, at jeg bare skulle have drukket noget vand undervejs. Sådan en smule diarre skulle vel ikke være farligt!” Johannes fortsatte:
”Han skulle selv prøve det. Efter en hel nat på lokum!” Som Johannes snakkede og hidsede sig op, kunne Herluf ikke lade være med at grine.
”For fanden, Johannes. Kom nu. Du har da aldrig set feltlægen bære noget som helst! Med et tornyster på ryggen vil han vælte om på ryggen og ligge der som en omvendt skildpadde.”
Nu grinede Johannes også. Kasernelægen var en lille og spinkel mand, som ikke lagde skjul på, at han betragtede soldaterne som svæklinge og skulkere, til trods for at han aldrig selv løftede en finger.