”Vore Damer” for de moderne og smarte ”Vore Damer” er et blad som udkom i årene fra 1912 til 1940. Moderne, dyrt og absolut for borgerskabets kvinder med reportager om mode, skønhedspleje, bolig og kunst. Og indimellem faste rubrikker som f.eks. ”Selskabsmiddag til 12 personer – med nøjagtig mål og vægt”. Nu var det nok ikke fruen selv, der gik i køkkenet, når der kom gæster, men det var god inspiration, når hun skulle tale med kokkepigen. ”Vore Damer”, årgang 1916, er en del af arven fra virkelighedens Dagmar og Herluf. Heri har jeg fundet middagsmenuen: Krebsesuppe, sprængte duer, lammekotelet, jordbær-cocktail, kalvefilet og rabarber-parfait. Opskrifterne er enkle: Man skaffer sig 75 krebs, 12 duer, 24 lammekoteletter, et par kilo jordbær, 4 kilo kalvekam og 2 kilo rabarber. Dertil brisler, trøfler, oksetunge og en enkelt gedde samt en del is(terninger), et par liter piskefløde og ”rigeligt med smør”. Så kan kokkepigen gå i gang! Middagsselskab for 12 I romanen ”Dagmar”, som jeg er i gang med at skrive, inviterer Dagmar og Herluf til middag. Året er 1928, familiens økonomi er brudt sammen og familien er derfor flyttet fra den store villa og ind oven på konditoriet. Dagmar er nervøs for, hvad venner og bekendte vil tænke om dem, og gemmer sig det meste af tiden i lejligheden. Herluf overtaler hende til, at de skal holde et middagsselskab: … Dagmar behøvede ikke at være nervøs for om selskabet ville blive vellykket. Snakken gik, det var folk som kunne lide at være sammen. Og sådan var det også ved middagsbordet, hvor Marie serverede. Maden blev berømmet undervejs: krebsesuppen med de farserede krebsehoveder og derefter de sprængte duer. Lidt til at forfriske sig på: En rabarber parfait og derefter kalvefilet garneret med tomater. Som afslutning æbler i gele med chokoladesauce. Med Petra i køkkenet kunne det ikke gå galt. Herluf havde med sædvanligt flair sørget for vinene. Champagne til krebsesuppen, en alsacevin til duerne og en god bordeaux til kalven. Den kolde madeira fungerede fint til desserten. Efterhånden som middagen skred frem, slappede Dagmar mere og mere af. Nød endda maden og samværet med sine to belevne bordherrer… Krebsesuppe og sprængte duer
Man skal ikke sidde en udfordring overhørig. Bistået af ”Vore Damer” og Frk. Jensens Kogebog gik vi i gang. Krebsesuppen blev lavet på 16 frosne krebs. De farserede krebsehoveder gik vi udenom, ifølge opskriften skulle vi have bruget en gedde til at lave fiskefars af. I stedet anrettede vi suppen med krebsehalerne befriet for skaller. Største udfordring var farven, knapt så rød som ønsket! Duerne fandt vi efter at have været forbi de første 10 slagtere på Trionfalemarkedet her i Rom. Endelig var der en slagter, som havde nyslagtede duer, tre fuldfede, og vi købte dem alle. Vi er trods alt to personer(!). Efter den originale opskrift serveres duerne med macedoine (som viser sig af være en blanding af grøntsager, opkaldt efter Makedonien, senere Jugoslavien som et kludetæppe af lande og kulturer, deraf navnet). Ærter, gulerødder, bønner og som en tilføjelse gul peberfrugt. Det var gode retter! Krebsesuppen på højde med den bedste hummersuppe. De sprængte duer, kødfyldte og flotte rosa med en let, saltet smag. Største undren efter dette lille måltid, med blot to af retterne: Hvordan kunne gæsterne for snart 100 år siden sætte så meget mad til livs?
1 Kommentar
1930’erne blev kendt for opbrud og opgør. Økonomiske kriser, arbejdsløshed, grænsestridigheder og gamle uretfærdigheder lagde grunden for alternative politiske bevægelser. Ny grupper kom til magten. Synligt i lande som Tyskland, Italien og Spanien, men også i en række andre lande i Europa. Uden at fokusere på de efterfølgende års grusomheder, så er der visse ligheder mellem den tid og dagens politiske udvikling. Ikke mindst når jeg betragter den italienske udvikling. Og derfor, i min søgen efter at forstå tidsånd, opgør og usikkerheder i 30’erne, kan det være relevant at betragte det, som sker lige for øjnene af mig. Giro d’Italia Søndag stod jeg på en af murene, som omkranser Piazza del Popolo. Jeg havde fundet det rette sted. Kunne både se cykelrytterne som de bevægede sig ned fra Borghesehaven og helt tæt på, når de passerede neden for mig. Giro d’Italia. Afslutningsetapen. Chris Frome i den lyserøde føretrøje, 46 sek foran Demoulin. Kan han fastholde føringen på den ca. 11 km lange rundstrækning, der skal gennemkøres 10 gange? Spænding!!! Men efter 3 runder bliver løbet neutraliseret på grund af hullerne i vejen. Så sent som indtil 2 timer før starten, havde man været i gang med at reparere på ruten. Men ikke nok. I stedet for festlig afslutning på giroen vanære til Rom og dens bystyre. (Nu har borgmester Raggi igangsat en undersøgelse af, hvorfor man ikke havde været i stand til i tide at klargøre en 11 km. lang vejstrækning til et cykelløb?) For øvrigt: Frome vandt trods anklager om doopingmisbrug. Hvordan passer det ind i den videre fortælling? (Læs gerne Per Henrik Brask’s opslag på Facebook) Politisk forhindringsløb Partiet Lega med Salvini i spidsen er et højrenationalt parti med rødder i det rige nord. Oprindeligt med en politik om at blive fri for det fattige syden, men nu vil partiet hellere være fri for det øvrige Europa. Paritet 5-Stjerne bevægelsen med Di Maio som ung og velklædt fortrop og Bebe Grillo som underholdende bagmand. Med fokus på at bekæmpe gamle politikere og korruption. Begge partier lægger stor vægt på, at de er folket, lytter til folkets røst og ved hvad folket vil! Samme dag som Frome vinder i Rom, meddeler de to parter, at de har lavet en regeringsaftale og dermed kan danne regering med en solid opbakning (pænt flertal i begge kamre). Men mandag siger præsident Mattarella nej til forslaget til finansminister. Høje råb om, at præsidenten ikke lytter til folket og derfor trusler om rigsret. Og de to partier nægter at komme med andre forslag til ministre. Tirsdag bliver ”teknokraten” Cottarelli indkaldt. Han skal forsøge at lave en midlertidig regering som evt. kan sikre vedtagelsen af finansloven i efteråret og derefter gøre klar til valg. Men det kræver flertal i parlamentets to kamre! Og det er ikke muligt. Onsdag fremstår den tyske EU kommissær Oettinger som folkets fjende nr. 1 med udtalelsen om ”at markedet vil lære italienerne at stemme fornuftigt!” Folket bestemmer i Italien, basta! Lød det fra de to partispidser. Men samtidigt var uroen på børserne på sit højeste. En reel trussel mod den italienske økonomi. Så torsdag forlyder det, at man måske skulle overveje at danne regering, bl.a. for at beskytte den italienske økonomi. Det ville være bedre end et hurtigt valg i sommerens løb (måske fordi frygten for lav valgdeltagelse kunne få selv de mest fremstormende partier til at tøve). Altså bortset fra Berlusconi, han er nemlig opstillingsberettiget, igen. Torsdag aften er en ny ministerliste på plads, og præsidenten godkender den. Fredagen bliver en festdag. De 18 medlemmer af den nye regering tages i ed. EU’s Juncker tages til indtægt for at sige, at italienerne ”skal arbejde mere, have mindre korruption”. Uheldigt! Udlandet har ingen respekt for italienerne. Lørdag morgen bringer avisen Il Messaggero en undersøgelse af, hvad folket mener, regeringen skal tage sig af, først og fremmest. På toppen: korruption (42%), mafiaen (31%) og bureaukratiet (28%). Immigrationen og politiker(lede) deler 5. pladsen (begge med 21%). Samme dag. Det er nationaldag, militærmarch på via dei Fori Imperiali (anlagt under Musolino) under de italienske farver malet på himlen af militærets kampfly. En vigtig og altid underholdende kilde til italiensk politik er Niels Kvales tweets Hvad har det så med cykelløb at gøre?
Jo, Rom ledes af 5stjernebevægelsens Virginia Raggi. Hendes rådgiver vedrørende bl.a. affald og vedligehold er Sergio Costa, og han er nu tiltrådt som ny miljøminister for hele landet. Byen er efter to år med hende i spidsen stadigvæk ved at gå til i affald, huller i vejene og busser der brænder. Og Raggi har skyndt sig at bede regeringen om 2 mia. euro til byen, og allerede fået dem stillet i udsigt. Man har vel venner! |
Arkiver
Juni 2018
Kategorier |