Jeg er part i et trekantsdrama. Trekanten, den består af Herluf, af konkrete begivenheder og mig som forfatter. Som i ethvert trekantsdrama, så rejser sig spørgsmålet: Hvem bedrager hvem? Postkortet til Dagmar, hvor Herluf fortæller om spadsererturen fra Heidelberg til Elmbach. November 1909 Den konkrete case Herluf var på valsen i Tyskland 1909-10. Hvad oplevede han på sin 16 måneder lange tur med længere ophold i Berlin, Stuttgart og Hamborg? Lad mig starte med hans egne tanker herom. I 1937, mere end 25 år senere, skriver han i et brev til sin voksne datter: ”Den vandretid jeg havde ville jeg ikke have undværet for guld. Tænk, når man vandrede ad landevejen, fløjtende og syngende uden at bekymre sig om dagen i morgen. Ja, det var herlige dage som jeg altid mindes med glæde.” Een eneste gang under sit ophold i Tyskland nævner han i sin korrespondence, at han har vandret: ”Dette kort er fra Heidelberg, hvor jeg var for et par måneder siden. Jeg spadserede fra H. til Eberbach. Det var en henrivende tur langs floden Neckar.” Ellers fortæller han i sine postkort mest om manglen på arbejde og manglen på penge. Og han lægger ikke skjul på, at han et par gange er ved at miste modet og tænker på at vende hjem. I romanen ”Længsel” vandrer Herluf fra Frankfurt til Stuttgart, en tur over mange dage, 200 km. igennem dale og mindre bjerge. Han bliver bestjålet og har derfor ingen penge og er nødt til at tjene til mad og husly undervejs. Hvad er den sande fortælling?
Når jeg vælger at skrive en biografisk roman om Herluf (min morfar),er det fordi jeg synes, at hans oplevelser, ikke mindst forholdet til Dagmar (min mormor), simpelthen er godt materiale for en roman. Jeg kunne have valgt at skrive en biografi, men det måtte så blive en biografi om såre almindelige mennesker. Hvem, udover de mest energiske blandt efterkommerne, ville læse den? Og ville biografien kunne resultere i andet end ophobninger af facts i kronologisk orden og afskrifter af breve og postkort tilsat gode billeder? Det fiktive univers giver mulighed for at at kitte facts sammen. Igennem fiktionens fortælling forvandles i bedste fald facts til liv, til levet liv med hvad det rummer af stolthed og skam, sejre og nederlag, initiativer og tab. Hvem bedrager? Herluf, som forvandler en spændende, men udfordrende og svær tid til et liv uden bekymringer? De konkrete begivenheder som unddrager sig vores blikke, glemt og gemt væk i et andet land for for mere end 100 år siden? Jeg som forfatter, der udfylder tomrummene mellem postkortenes korte beskeder med digt og fantasi? Hvem bliver bedraget? Det er måske i denne forbindelse det væsentligste spørgsmål. Er det efterkommere, som lader sig rive med af fortællingen? Er det læsere, der søger en ”sandfærdig” beretning fra tiden før 1. Verdenskrig? Eller er det mig selv, som efterhånden ikke kan skelne mellem de facts der ligger foran mig, mine tolkninger disse og så fortællingen som den fremstår i ”Længsel”? Du må som læser svare for dig selv. Og jeg må svare for mig selv. Men uanset svaret er jeg overbevist om, at jeg er meget tættere på Herluf nu, end jeg nogensinde har været før. Han er blevet en del af mit liv, ikke bare som en f(m)orfader, men som en god ven, en ven hvis styrker og svagheder man kender, og som man derfor kan stole på!
1 Kommentar
Erhan
15/4/2018 14:11:47
Flot historie
Svar
Din kommentar vil blive offentliggjort, når den er godkendt.
Efterlad et svar. |
Arkiver
Juni 2018
Kategorier |