”Vore Damer” for de moderne og smarte ”Vore Damer” er et blad som udkom i årene fra 1912 til 1940. Moderne, dyrt og absolut for borgerskabets kvinder med reportager om mode, skønhedspleje, bolig og kunst. Og indimellem faste rubrikker som f.eks. ”Selskabsmiddag til 12 personer – med nøjagtig mål og vægt”. Nu var det nok ikke fruen selv, der gik i køkkenet, når der kom gæster, men det var god inspiration, når hun skulle tale med kokkepigen. ”Vore Damer”, årgang 1916, er en del af arven fra virkelighedens Dagmar og Herluf. Heri har jeg fundet middagsmenuen: Krebsesuppe, sprængte duer, lammekotelet, jordbær-cocktail, kalvefilet og rabarber-parfait. Opskrifterne er enkle: Man skaffer sig 75 krebs, 12 duer, 24 lammekoteletter, et par kilo jordbær, 4 kilo kalvekam og 2 kilo rabarber. Dertil brisler, trøfler, oksetunge og en enkelt gedde samt en del is(terninger), et par liter piskefløde og ”rigeligt med smør”. Så kan kokkepigen gå i gang! Middagsselskab for 12 I romanen ”Dagmar”, som jeg er i gang med at skrive, inviterer Dagmar og Herluf til middag. Året er 1928, familiens økonomi er brudt sammen og familien er derfor flyttet fra den store villa og ind oven på konditoriet. Dagmar er nervøs for, hvad venner og bekendte vil tænke om dem, og gemmer sig det meste af tiden i lejligheden. Herluf overtaler hende til, at de skal holde et middagsselskab: … Dagmar behøvede ikke at være nervøs for om selskabet ville blive vellykket. Snakken gik, det var folk som kunne lide at være sammen. Og sådan var det også ved middagsbordet, hvor Marie serverede. Maden blev berømmet undervejs: krebsesuppen med de farserede krebsehoveder og derefter de sprængte duer. Lidt til at forfriske sig på: En rabarber parfait og derefter kalvefilet garneret med tomater. Som afslutning æbler i gele med chokoladesauce. Med Petra i køkkenet kunne det ikke gå galt. Herluf havde med sædvanligt flair sørget for vinene. Champagne til krebsesuppen, en alsacevin til duerne og en god bordeaux til kalven. Den kolde madeira fungerede fint til desserten. Efterhånden som middagen skred frem, slappede Dagmar mere og mere af. Nød endda maden og samværet med sine to belevne bordherrer…
Krebsesuppe og sprængte duer
Man skal ikke sidde en udfordring overhørig. Bistået af ”Vore Damer” og Frk. Jensens Kogebog gik vi i gang. Krebsesuppen blev lavet på 16 frosne krebs. De farserede krebsehoveder gik vi udenom, ifølge opskriften skulle vi have bruget en gedde til at lave fiskefars af. I stedet anrettede vi suppen med krebsehalerne befriet for skaller. Største udfordring var farven, knapt så rød som ønsket! Duerne fandt vi efter at have været forbi de første 10 slagtere på Trionfalemarkedet her i Rom. Endelig var der en slagter, som havde nyslagtede duer, tre fuldfede, og vi købte dem alle. Vi er trods alt to personer(!). Efter den originale opskrift serveres duerne med macedoine (som viser sig af være en blanding af grøntsager, opkaldt efter Makedonien, senere Jugoslavien som et kludetæppe af lande og kulturer, deraf navnet). Ærter, gulerødder, bønner og som en tilføjelse gul peberfrugt. Det var gode retter! Krebsesuppen på højde med den bedste hummersuppe. De sprængte duer, kødfyldte og flotte rosa med en let, saltet smag. Største undren efter dette lille måltid, med blot to af retterne: Hvordan kunne gæsterne for snart 100 år siden sætte så meget mad til livs?
1 Kommentar
1930’erne blev kendt for opbrud og opgør. Økonomiske kriser, arbejdsløshed, grænsestridigheder og gamle uretfærdigheder lagde grunden for alternative politiske bevægelser. Ny grupper kom til magten. Synligt i lande som Tyskland, Italien og Spanien, men også i en række andre lande i Europa. Uden at fokusere på de efterfølgende års grusomheder, så er der visse ligheder mellem den tid og dagens politiske udvikling. Ikke mindst når jeg betragter den italienske udvikling. Og derfor, i min søgen efter at forstå tidsånd, opgør og usikkerheder i 30’erne, kan det være relevant at betragte det, som sker lige for øjnene af mig.  Chris Frome i la Maglia Rosa forsøger at komme helskindet forbi hullerne i vejen Giro d’Italia Søndag stod jeg på en af murene, som omkranser Piazza del Popolo. Jeg havde fundet det rette sted. Kunne både se cykelrytterne som de bevægede sig ned fra Borghesehaven og helt tæt på, når de passerede neden for mig. Giro d’Italia. Afslutningsetapen. Chris Frome i den lyserøde føretrøje, 46 sek foran Demoulin. Kan han fastholde føringen på den ca. 11 km lange rundstrækning, der skal gennemkøres 10 gange? Spænding!!! Men efter 3 runder bliver løbet neutraliseret på grund af hullerne i vejen. Så sent som indtil 2 timer før starten, havde man været i gang med at reparere på ruten. Men ikke nok. I stedet for festlig afslutning på giroen vanære til Rom og dens bystyre. (Nu har borgmester Raggi igangsat en undersøgelse af, hvorfor man ikke havde været i stand til i tide at klargøre en 11 km. lang vejstrækning til et cykelløb?) For øvrigt: Frome vandt trods anklager om doopingmisbrug. Hvordan passer det ind i den videre fortælling? (Læs gerne Per Henrik Brask’s opslag på Facebook)  Min Stemme Tæller! Dagens slogan. Lørdag samles tusindevis af 5-stjernebevægelsens tilhængere på Piazza della Bocca della Verita, Sandhedens Munds Plads under mængder af italienske flag! Politisk forhindringsløb Partiet Lega med Salvini i spidsen er et højrenationalt parti med rødder i det rige nord. Oprindeligt med en politik om at blive fri for det fattige syden, men nu vil partiet hellere være fri for det øvrige Europa. Paritet 5-Stjerne bevægelsen med Di Maio som ung og velklædt fortrop og Bebe Grillo som underholdende bagmand. Med fokus på at bekæmpe gamle politikere og korruption. Begge partier lægger stor vægt på, at de er folket, lytter til folkets røst og ved hvad folket vil! Samme dag som Frome vinder i Rom, meddeler de to parter, at de har lavet en regeringsaftale og dermed kan danne regering med en solid opbakning (pænt flertal i begge kamre). Men mandag siger præsident Mattarella nej til forslaget til finansminister. Høje råb om, at præsidenten ikke lytter til folket og derfor trusler om rigsret. Og de to partier nægter at komme med andre forslag til ministre. Tirsdag bliver ”teknokraten” Cottarelli indkaldt. Han skal forsøge at lave en midlertidig regering som evt. kan sikre vedtagelsen af finansloven i efteråret og derefter gøre klar til valg. Men det kræver flertal i parlamentets to kamre! Og det er ikke muligt. Onsdag fremstår den tyske EU kommissær Oettinger som folkets fjende nr. 1 med udtalelsen om ”at markedet vil lære italienerne at stemme fornuftigt!” Folket bestemmer i Italien, basta! Lød det fra de to partispidser. Men samtidigt var uroen på børserne på sit højeste. En reel trussel mod den italienske økonomi. Så torsdag forlyder det, at man måske skulle overveje at danne regering, bl.a. for at beskytte den italienske økonomi. Det ville være bedre end et hurtigt valg i sommerens løb (måske fordi frygten for lav valgdeltagelse kunne få selv de mest fremstormende partier til at tøve). Altså bortset fra Berlusconi, han er nemlig opstillingsberettiget, igen. Torsdag aften er en ny ministerliste på plads, og præsidenten godkender den. Fredagen bliver en festdag. De 18 medlemmer af den nye regering tages i ed. EU’s Juncker tages til indtægt for at sige, at italienerne ”skal arbejde mere, have mindre korruption”. Uheldigt! Udlandet har ingen respekt for italienerne. Lørdag morgen bringer avisen Il Messaggero en undersøgelse af, hvad folket mener, regeringen skal tage sig af, først og fremmest. På toppen: korruption (42%), mafiaen (31%) og bureaukratiet (28%). Immigrationen og politiker(lede) deler 5. pladsen (begge med 21%). Samme dag. Det er nationaldag, militærmarch på via dei Fori Imperiali (anlagt under Musolino) under de italienske farver malet på himlen af militærets kampfly. En vigtig og altid underholdende kilde til italiensk politik er Niels Kvales tweets  PD, det italienske svar på Socialdemokratiet er den store taber. Fredag aften samles hundredevis af tilhængere midt i byen. Her med EU flag! Hvad har det så med cykelløb at gøre?
Jo, Rom ledes af 5stjernebevægelsens Virginia Raggi. Hendes rådgiver vedrørende bl.a. affald og vedligehold er Sergio Costa, og han er nu tiltrådt som ny miljøminister for hele landet. Byen er efter to år med hende i spidsen stadigvæk ved at gå til i affald, huller i vejene og busser der brænder. Og Raggi har skyndt sig at bede regeringen om 2 mia. euro til byen, og allerede fået dem stillet i udsigt. Man har vel venner! Hvad gør børn ved deres mødre? Lad dig bevæge af fire kvindeskæbner, af fire meget forskellige mødre som du møder i fire udvalgte, danske romaer.  4 meget forskellige romaner med en ting til fælles: Moderen! Hvad gør børn ved deres mødre? Lad dig bevæge af fire specielle mødre, som du møder dem i fire danske romaner. Vi læser og hører meget om hvad forældre gør ved deres børn, om de gode og de dårlige handlinger, de som mødre og fædre udøver over for barnet, oftest i bedste mening. Og vi taler om, hvordan forældrene, ikke mindst mødrene, skal leve op til omverdenens krav. Den perfekte mor skaber perfekte børn, som igen vokser op til at blive perfekte mødre og fædre, engang i fremtiden! Men når vi vender spørgsmålet om, hvad sker der så? Hvad er det for en mor, barnet skaber. Barnet som ankommer, hel og ubeskyttet. Barnet, der fra at være en del af moderen selv bevæger sig længere og længere væk fra hende, mens moderen ser på barnet og undrende spørger: Hvor kommer du dog fra? Hvor er du på vej hen? Jeg har i de sidste måneder læst flere romaner, som har mødre som centrale personer. Mødre som beskrives gennem børnenes øjne eller med egne ord, mødre som lever i rollen som moder. Fire meget læseværdige romaner. Forladt Jeg begynder med ”Erindring om kærligheden” af Kirsten Thorup (modtog Nordisk Råds Litteraturpris, 2017). Thorups moder, Tara, har svært ved at holde fast i sit eget liv og svært ved at skabe faste rammer for sig selv og for barnet Siri. Dateren som det mest fantastiske, der nogensinde er sket for hende, barnet som hun ikke kan adskille sig fra, og hvor barnet derfor allerede på et tidligt tidspunkt begynder at styre sin egen og modrens tilværelse. Indtil hun som 15 årig forlader moderen! Tara står tilbage, forladt og ensom, skridt for skridt forsvinder hun, bogstaveligt, i gaderne som hjemløs. Datteren forlader hende, hun forlader resten. ”Siri havde markeret at hun ikke behøvede nogen ”kære mor”. Men havde hun ikke gjort det lige fra begyndelsen? Måske handlede det slet ikke om hende, om hvad hun (Tara) sagde og gjorde, tænkte og følte, men om Siri selv og de skridt hun tog?” ”Erindring om kærligheden”, Kirsten Thorup https://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/art5618561/Roman-skildrer-mor-datter-forhold-s%C3%A5-hjertet-sidder-helt-oppe-i-halsen Fortrængninger Bjarne Reuther skrev i halvfemserne en blanding af en gyser- og familiefortælling, ”Langebro med løbende figurer”. Hovedpersonens svigermor får gennem fortællingen en stadig mere central rolle. Som moder til en dreng der straks efter fødslen blev fjernet og dermed fornægtet, kommer Doris videre, bliver godt og rigt gift, får sit ”rigtige” barn Alice, som vokser op i familiens gode rammer. Men den førstfødte, den ikke velkomne, er der, forfølger hende og fremstår som den evige dårlige samvittighed, som et budskab fra den skjulte og fortrængte tilværelse. ”Alice have lagt sig ind til ham. Fortalt om sin mor. Som i så mange år havde været mærkeligt fraværende. Urørlig, uden udsving. Bortset fra i visse perioder. Når hun gik i sort og forsvandt i druk. Familien tilskrev det overgangsalderen.” ”Langebro med løbende figurer*”, Bjarne Reuter http://litteratursiden.dk/anmeldelser/langebro-med-lobende-figurer-af-bjarne-reuter Drømmen Tove Ditlevsen skriver i sine barndoms- og ungdomserindringer ”Det tidlige forår” om moderen, som passer barnet, men allerhelst vil være i fred. For moderen er barnet en uomgængelighed, på samme måde som den ofte arbejdsløse mand og den evige fattigdom. I rollen som barnepasser er hun bundet til en tilværelse, hun ikke ønsker. Med et barn, som forhindrer hende i at realiserer drømmen om det glade, frie liv, drømmen fra ungdomsårene. Børn er noget man har, giver mad og gode råd. Veninder fornøjer man sig sammen med. Og manden er ham, der ligger på sofaen. ”Så var min mor alene, selv om jeg var der, og hvis jeg var helt stille og ingenting sagde, kunne den fjerne ro i hendes underlige hjerte vare, lige til formiddagen var blevet gammel, og hun skulle ud at købe ind i Istedgade ligesom almindelige koner.” ”Det tidlige forår”, Tove Ditlevsen https://belaest.wordpress.com/2016/09/30/det-tidlige-foraar-af-tove-ditlevsen/ Frihed Den sidste roman, Sisel Jo Gazans ”Blækhat” er halvt en udviklingsroman og halvt en spændingsroman. Rosas mor, Helle, ser sig selv som et frit menneske, vælger at skulle have et barn, vælger fædrene (tre styk for en sikkerheds skyld). Betragter barnet som sine øvrige projekter; de politiske aktiviteter, svampestudierne og sommerhuset på Samsø. Derfor er bøssen, som bor ovenpå, en udmærket erstatning, ikke kun for de 3 mulige fædre, men også for Helle selv. Når barnet Rosa frit går på opdagelse i Århus’ gader, så er Helle fri. Rosa bliver en del af Helles selvforståelse, men kun en del! ”Jeg ønskede noget andet for dig. Ikke så meget biologisk tilhørsforhold og ejerskab til børnene, men overskud og oprigtig lyst. Du var et ønskebarn, Rosa, ønsket af mig, ønsket af et fællesskab , der ventede spændt på din ankomst.” ”Blækhat”, Sisse-Jo Gazan https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/historien-om-et-firserbarn Og hvorfor så disse overvejelser?
Dagmar er hovedpersonen i min kommende roman, 37 år gammel og med to piger på henholdsvis 10 og 7 år, godt gift. Men verden ramler sammen om hende. Hun skal omstille sig til en helt anderledes tilværelse og møder mange udfordringer, forsøger på forskellig vis at håndtere dem, herunder også børnene. Med romanen vil jeg fortælle om, hvordan hun redder sig selv igennem ti hårde år, forslået af både tiden, økonomien og børnene! En gåtur i Rom er som at rejse 50 år tilbage i tiden, mindst! De mange butikker og de små værksteder giver mindelse om et byliv, som næppe findes i nutidens Danmark. I mit arbejde med min næste roman, som foregår i 30’ernes København, har jeg flere gange spurgt mig selv om, hvordan jeg kan bruge Rom som inspiration. Og her er et muligt svar!  Hvor romerne mødes En tur op og ned ad vores gade her i Rom, giver mange tanker om hvordan livet leves. Gadens mikrokosmos udstiller dagligdagen og viser de store forskelle på det romerske og det danske, på Rom og København. Vores kvarter minder mere om et københavnsk brokvarter før 60’erne end nutidens gader med H&M, Tiger, Baresso og Netto. Derfor er en vandring her i kvarteret også en forestilling om 30’, 40’ og 50’ernes danske byliv, hver en meter en fodring af fantasien om en svunden tid. Vi bor i teglværkernes gade, Via delle Fornaci. Fyldt med små forretninger og butikker i alle bygninger. I dagtimerne spejler ruderne bilerne og scooterne, parkeret hvor det er muligt eller banende sig vej så godt de kan, trods busser og fragtbiler, turister og tiggere. Langs gaden står de flotte, velklippede ligustertræer med forårets skarpt grønne kroner og bidrager til at gøre omgivelserne blide og indbydende mellem de ofte syv etagers høje bygninger. Her langs fortovet finder vi gadens egentlige liv. Der ligger det lille snedkeri, nogle dage er porten åben og man kigger direkte ind i værkstedet, fornemmer lugten af nysavet træ og ser snedkeren selv ved en af maskinerne. Et lille stykke derfra, møbelpolstreren med de flåede lænestole og forgyldte spisestuemøbler. I samme business er rammeforretningen, som beskæftiger tre mand på fuldtid med at forskønne hjemmenes skilderier. Lige over for bor damen, som restaurerer alt fra lysestager til slidte malerier. Hun sidder derinde med sit særlige arbejdslys og ganske små pensler.  Det er altid sjovt at følge med i hvad der nu bliver istandsat Lidt skjult for de fleste ligger smeden, han selv sidder tålmodigt blandt de udslidte maskiner og venter på, at der er brug for ham. I hvor mange år har han siddet der og betragtet nye forretninger og budt ejerne velkommen? Motorcykelmekanikeren, ofte med sin gule Ducati placeret pralende udenfor. Inde bag vinduerne arbejder han med de mere eller mindre adskilte scootere, byens fremmeste transportmiddel. Sidst på dagen står mænd og kvinder uden for hans butik. Der er altid et eller andet, der skal ordnes. Vejret, trafikken eller il motorino. Ham, der ordner biler, står lidt længere henne, porten er oppe hele dagen, ellers er der ikke plads til bilen på liften. Hvis der kommer større biler, så foregår arbejdet tværs over fortov og ud på gaden.  Der er (næsten) altid plads til en bil på liften Mad og drikke, de små butikker, der leverer pizzastykker, indbagte peberfrugter, panini eller blot en sød croissant. Frokosttid og alle myldrer ud af kontorer og butikker, skodderne er trukket for. Pause. Et par timer senere er alt i gang igen. En af barerne byder på røde plastikstole og tilsvarende borde. Pasta til 5 euro og en café til 90 cent. Mange vandrer ind i baren, får hurtigt noget at spise, stående, og går så videre. Frokostpausen er tid til at klare indkøb i de altid åbne supermarkeder eller til at få en middagssøvn på kontoret. Under tobaksforretningens store T samles butiksfolkene flere gang i løbet af dagen. Konen fra renseriet bytter nyheder med hende der har chokoladebutikken. Renseriet har mange kunder, i hvert fald er der umådelige stakke af tøj og poser i hendes forretning. Til gengæld er der kun få, som besøger chokoladebutikken. Den gamle bager, som for længst er holdt op med at fylde vinduer og hylder med kager, har dog stadigvæk sine stamkunder i det underligt tomme og mørke lokale. En enkelt stor, gul bygning skiller sig ud, såvel både folkeskole som gymnasium. Ind ad vinduerne kan man se eleverne på rad og række. Om eftermiddagen opløbet af bedsteforældre og mødre, som venter på børnene og om morgenen gymnasieeleverne, som sidder på barerne med kaffe og smøger. Nogle af dem ser ud til at læse lektier!  Den evige kamp mod affaldsbunkerne Skrald er en udfordring. Det romerske system består i store containere, placeret på række i gaden. En til papir og pap, en anden til madvarer, en tredje til alt muligt og en fjerde til glas og plastik. Hver nat kan vi hører skraldebilen. Og om dagen møder vi gadefejerne som forsøget at få bugt med bunkerne i konkurrence med mågerne og klunserne. Alle steder omgivet af den særlige lugt som stammer fra gammel mad, rådne frugter, snavset tøj eller hvad der nu ligger og flyder.
Længst nede ad gaden, tæt på Vatikanet er der rigtigt mange mennesker. Trætte og sultne turister drages af de mange restauranter, og de hjemløse og tiggerne drages af turisterne. Her forsvinder romantikken lidt blandt fortorvenes rødternede duge og tjenernes lokken. Det er på tide at vende om, og imens jeg går tilbage, kan jeg drømme om hvordan en tur i København, ud over Dronning Louises bro og videre ad Nørrebrogade, måtte have været for 85 år siden. 30’erne! Jazzen! En ny, moderne tidsånd er på vej trods fattigdom og nationalisme. Dans med. Nyd livet. Giv fingeren til den pæne borgerlighed. Grib nu mulighederne. Tag med på tur. Lad jazzen fortælle historien.  I 1924 blev den første jazzplade indspillet i Danmark. Det første, amerikanske jazzorkester besøgte København i 1925. I 1929 optrådte Josephine Baker i bananskørt (Smagløst jazz-gøgl skrev Nationaltidende). Jazzen bredte sig i Danmark. 30’erne blev den store swingtid, inspireret via importen af amerikanske plader og fortsatte besøg af en række jazzmusikere som Armstrong, Fats Waller, Colemann Hawkins og Duke Ellington. Samtidigt blev den nye musik også bærebølge for nye livsholdninger og nye måder at leve livet på. I ain’t got nobody Bland jazzens tidlige budbringere over Atlanten var Fats Waller med sit rullende, swingende klaverspil og de minimale sange. ”I ain’t got nobody, nobody cares for me”. Som menneske er du alene, og der er ingen, som tager sig af dig. Ikke engang en lille ven kan du være sikker på at have. Det er hårde vilkår, hårde ord i en ny tid. I ain't got nobody, nobody cares for me! I'm so sad and lonely, Won't somebody take a chance with me? I'll sing you love songs, baby, all the time, If you'll only be friend of mine, I ain't got nobody, nobody cares for me! Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt Tiden efter 1. Verdenskrig er både opgangs- og nedgangstid. Flyvemaskinen, grammofonen og radioen. Verden åbner sig og skaber nye forståelser. De moderne byer begynder at udvikle sig med forbedrede boligforhold, bedre hygiejne og sundhed. Det giver en ny, hidtil uhørt frihed, friheden til at kunne drømme om tilværelsens store muligheder. Men tiden byder også på fattigdom, begrænsninger og krav til tilpasning: ”Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.” Sådan synger Helge Rungwald i 1935 i den første indspilning af Sven Møller Kristensens sang med melodi af den fantastiske Berhard Christensen. Bemærk violinspillet. Svend Asmussen, 19 år gammel! Han havde tænkt sig et hus med garage og rigtig have som ku' vær' hans egen, men det blev kun til to vær'lser med kammer og til cykel og en bus, når det var regn. Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt. Take it easy boy, boy Fest og farver, barer og dansesteder. Tivolis restauranter gav plads til orkestrene, og den nye jazz begyndte at præge musikken og måske ikke mindst livsstilen: ”Take it easy boy!” som Leo Mathiesen synger. Læn dig tilbage, slap af. Ryg din cigar, hvis du altså kan skaffe dig en. Måske har du ikke heldet med dig, men hvad så! Dans, sving rundt, nyd en drink. De andre de skal nok løse problemerne for dig. Underforstået at hvis ikke, så overlever du nok alligevel. Et frækt, næsten umoralsk udråb fra en ny generation. Take it easy boy, boy, go to your home smoke a cigar (if you can get one) take it easy boy, boy, let the others do the hard work for you Ta’ og kys det hele fra mig! Og når du så vandrer hjem fra Adlon, eller et af de andre dansesteder i København, tidligt om morgenen, er det tid til refleksion, trods alt. ”Lad dem leve Olsen, Madsen, Ped'rsen, Sør'nsens” Liva Weel synger PH’s tekst, igen med musik af Berhard Christensen. En ny moral er på vej. Det nye bymenneske er frit til at leve, som det vil, uafhængigt af naboernes mening. Du er et selvstændigt menneske. Trods begrænsninger, trods manglen på økonomsik formåen. Du må tage ansvaret for dit eget liv: ”I ain’t got nobody - and nobody cares for me” Lad dem leve Olsen, Madsen, Ped'rsen, Sør'nsens, de må lev' for mig med hvem de vil hos Jør'nsens. Om Hansens kone har lidt knas med Jensens far det' kun rart, tag og hils dem alle fra mig. Og mon en kvinde kan omgås sin forrig' mand? Ja for fand'n, tag og kys dem alle fra mig! Jazzen, den ny tids fanfare Jazzen kom med en ny rytme, opbrud og synkoper, uvante og skæve toner. Nydeligheden blev erstattet af utålmodighed, skønsangen af ironisk vrængen. Improvisationen gav fingeren til det nøje iscenesatte. Jazzen var måske bare et skvulp, omend stort, i tiden. Men der udviklede sig et helt særligt samspil mellem en gryende individualisme, den tekniske udvikling og så Fats Wallers fantastiske og rullende klaverrifs. Jazzen forvarslede en tid, der for alvor tog fart mere end 20 år senere: 60'erne. Tjek bare de 4 eksempler jeg har fundet på Youtube. Nyd jazzen. Hvad hører du? Hvilke forestillinger skaber de for dig? Jeg er part i et trekantsdrama. Trekanten, den består af Herluf, af konkrete begivenheder og mig som forfatter. Som i ethvert trekantsdrama, så rejser sig spørgsmålet: Hvem bedrager hvem?  Postkortet til Dagmar, hvor Herluf fortæller om spadsererturen fra Heidelberg til Elmbach. November 1909 Den konkrete case Herluf var på valsen i Tyskland 1909-10. Hvad oplevede han på sin 16 måneder lange tur med længere ophold i Berlin, Stuttgart og Hamborg? Lad mig starte med hans egne tanker herom. I 1937, mere end 25 år senere, skriver han i et brev til sin voksne datter: ”Den vandretid jeg havde ville jeg ikke have undværet for guld. Tænk, når man vandrede ad landevejen, fløjtende og syngende uden at bekymre sig om dagen i morgen. Ja, det var herlige dage som jeg altid mindes med glæde.” Een eneste gang under sit ophold i Tyskland nævner han i sin korrespondence, at han har vandret: ”Dette kort er fra Heidelberg, hvor jeg var for et par måneder siden. Jeg spadserede fra H. til Eberbach. Det var en henrivende tur langs floden Neckar.” Ellers fortæller han i sine postkort mest om manglen på arbejde og manglen på penge. Og han lægger ikke skjul på, at han et par gange er ved at miste modet og tænker på at vende hjem. I romanen ”Længsel” vandrer Herluf fra Frankfurt til Stuttgart, en tur over mange dage, 200 km. igennem dale og mindre bjerge. Han bliver bestjålet og har derfor ingen penge og er nødt til at tjene til mad og husly undervejs. Hvad er den sande fortælling?
Når jeg vælger at skrive en biografisk roman om Herluf (min morfar),er det fordi jeg synes, at hans oplevelser, ikke mindst forholdet til Dagmar (min mormor), simpelthen er godt materiale for en roman. Jeg kunne have valgt at skrive en biografi, men det måtte så blive en biografi om såre almindelige mennesker. Hvem, udover de mest energiske blandt efterkommerne, ville læse den? Og ville biografien kunne resultere i andet end ophobninger af facts i kronologisk orden og afskrifter af breve og postkort tilsat gode billeder? Det fiktive univers giver mulighed for at at kitte facts sammen. Igennem fiktionens fortælling forvandles i bedste fald facts til liv, til levet liv med hvad det rummer af stolthed og skam, sejre og nederlag, initiativer og tab. Hvem bedrager? Herluf, som forvandler en spændende, men udfordrende og svær tid til et liv uden bekymringer? De konkrete begivenheder som unddrager sig vores blikke, glemt og gemt væk i et andet land for for mere end 100 år siden? Jeg som forfatter, der udfylder tomrummene mellem postkortenes korte beskeder med digt og fantasi? Hvem bliver bedraget? Det er måske i denne forbindelse det væsentligste spørgsmål. Er det efterkommere, som lader sig rive med af fortællingen? Er det læsere, der søger en ”sandfærdig” beretning fra tiden før 1. Verdenskrig? Eller er det mig selv, som efterhånden ikke kan skelne mellem de facts der ligger foran mig, mine tolkninger disse og så fortællingen som den fremstår i ”Længsel”? Du må som læser svare for dig selv. Og jeg må svare for mig selv. Men uanset svaret er jeg overbevist om, at jeg er meget tættere på Herluf nu, end jeg nogensinde har været før. Han er blevet en del af mit liv, ikke bare som en f(m)orfader, men som en god ven, en ven hvis styrker og svagheder man kender, og som man derfor kan stole på! Trin på en tidsrejse tilbage til 1930 Jeg skriver om en familie som snubler i livet, men alligevel lander på begge ben. I første omgang, helt konkret på Vesterbro. Hvordan finder jeg tilbage til den tid? Hvordan finder jeg de stemninger, de lyde og lugte som de mødte, dengang de flyttede ind i lejligheden på første sal ud mod Vesterbrogades mylder. Jeg har jo ikke den tid og de steder som en personlig erfaring, jeg kender kun til tiden via litteraturen, filmene og historien og via familiefortællingerne. Derfor er det for mig vigtigt at opsøge stederne, få brugt sanserne, få skabt nye, omend ikke altid helt korrekte erfaringer.  Og hvad møder mig så? Tomme gader (det er en lørdag eftermiddag i februar), endnu mere tomme gårde. Fravær af liv. Nogle butikker er åbne, handler med grøntsager, eksotiske kjoler og stoffer og cykler. Cykelstierne bliver brugt en del mere end gaden. En stor, gul bus, 6A’eren kører næsten tavst forbi.
Hvad mangler? Hvad er det jeg ikke kan se? Inde i en baggård åbenbares mylderet af huse og mure, her lever mennesker, i hvert fald står der cykler alle vegne. Udsigten – har familien, der kom hertil fra Jylland for snart 90 år siden, kigget ud på det samme? Lyset, hvor meget fik lov at slippe ned til de nederste etager. Hvor meget fik i det hele taget lov til passere de tunge gardiner ind i lejligheden? Børnestemme, skrigen og skrålen. Livet blev levet på gaden og i gårdene. Hvor der var plads og rum. Under mødrenes overvågning, når de ellers havde tid. "Hold jer væk fra mit vasketøj, unger!" råber en mor. Et andet sted finder jeg gamle huse, skorstene og igen: Hvad mangler? Røgen, der sætter sig som et lag af sort på alt? Larmen fra smeden, der havde sit tilsodede værksted i den ene ende af det københavnergule hus? Duften fra bageriet, med de åbne døre? Og lugten af råd og lort, der er alt for tydelig i porten! Hvor er retiraderne? Der var næppe wc i baghusenes lejligheder. Og hvis der var i forhusene, så var det typisk fælles for flere lejligheder.   Ud på gaden igen. En 3’er kører forbi, næsten uhørlig. Busserne afløste for 50 år siden sporvognene. Her hvor Vesterbrogade møder Enghavevej lød sporvognens advarselsklokke, indimellem overdøvet af hjulenes skærende møde med skinnerne. Automobilerne. Flest små lastvogne, der giver hestevognene baghjul, hvor de kan komme til det. De tunge sække med kul tømmes ned igennem kældervinduet at mænd lige så sorte, som det de fragter rundt på. De tohjulede trækvogne blandede sig med cyklende og gående. Trappeopgangen. Linoleum på hvert trin, næsten. Det solide gelænder, som er nødvendigt, når man skal gå 4 etager op. Nederst i trappeopgangen står i dag barnevogne og cykler. Dengang stod der måske også barnevogne, blandet med møbler som var på vej ud eller ind og petroleumsdunkene til lejlighederne med kamin.  Tilbage til nutiden.
Vinterens nøgne træer op mod en klar himmel. Sammenblanding af nyere byggerier, ombygninger og gamle huse. Stadigvæk er det den tids byrum, vi bevæger os rundt i. Heldigvis, måske... Jeg arbejder videre med 30’erne. Et årti, som jeg synes, ligger klemt inde mellem den foregående og den efterfølgende krig. Hvad kan jeg finde frem, hvad kendetegner denne tidsperiode? Hvordan tænkte man om fællesskab, rigdom og fornyelse – og måske vigtigere, om udsathed, fattigdom og gode gamle dage?  Richshuset stod færdigopført 1936 med de gyldne piger på toppen. Cyklen til det gode vejr og paraplyen når det regnede. Foto: HBarrison Når tallene taler
Det moderne PH første lamper blev sat i produktion. Børge Mogensen arbejdede sammen med Mogens Koch og Kaare Klint. Arne Jacobsen begyndte at sætte sit præg på Klampenborg med bl.a. Bellevue Teatret og på København med Stellings hus på Gammeltorv. Nye boligområder opstod, ikke kun i hovedstaden men rundt i de større byer, hvor de gamle bydele blev saneret og tanker om frisk luft, plads og parker begyndte at præge nybyggeriet. Badeværelser, omend små, og køkkener bliev moderne. Hver ny lejlighed sit wc! Radioen, Statsradiofonien, sendte sine udsendelser af "alsidig, kulturel og oplysende art" til hele landet. I 1939 havde mere end 80% af alle hustande radio. Kampen Omkring Stauning og hans socialdemokratiske radikale regering var der strid mellem fløjene. Store grupper så henholdsvis nazisternes fremgang mod syd og kommunisternes mod øst som løsningen på tidens fattigdomsproblemer. Inde på midten arbejdede regeringen sammen med Venstre og skabte i 1933 Kanslergadeforliget, som både stoppede arbejdsgivernes varslede lockout og gav forbedringer til gavn for landbrugets eksport og som desuden skabte en sociallov der for første gang ikke fratog modtagere af socialhjælp deres rettigheder som borgere i samfundet. Livet Ja, hvordan blev det levet? Hvordan udformede familielivet sig? Hvordan med forældre og børn, skolegang og arbejde? Fremtiden, hvor ambitiøse kunne mor og far tillade sig at være på børnenes vegne? Og på egne vegne, hvad kunne man tillade sig at forvente af lykke, godt helbred og overskud? Måske er det netop her, at statistikker og officiel historie kommer til kort. Når det er mennesket, dets tanker og følelser, eksistensen der er kernen, så er det fiktionens opgave at skabe et rum for indleven og, måske forståelse. Har du fortællinger og erindringer om det levede liv i 30'erne så send mig gerne en kommentar.
Jeg har brug for miljøbeskrivelserne – mennesker og deres fællesskaber, huse, samtaler, teknologier osv. Scenen for den kommende roman er København – inden for voldene og udenfor. Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. Og desuden nordud til Lyngby. Hvilke bøger foregår her, og i hvilke bøger betyder det omgivende miljø noget?
Jeg vil gerne ind underhuden af samtidens mennesker. Komme tættere på deres tanker og forestillinger om f.eks. lykke og ulykke, tryghed og udsathed, fremtid og håb. Derfor er det vigtigt, at forfatterne selv har levet i 30’erne, levet i storbyen. Jeg er startet med Tove Ditlevsens ”Det tidlige forår” som er hendes erindringer om barndom og ungdom skrevet i begyndelsen af 60’erne. Og sikke et møde! I et sprog som hopper og danser, spinger mellem oplevelser og betragtninger, måske udtryk for en hurtig og temperamentsfuld skriveproces. Hurtige skridt fremad, og så detalje på detalje. Fremad igen. Fyldt med formuleringer der henter sin kraft i lyrikken mere end i prosaen: ”Nede på bunden af barndommen står min far og ler.” Sådan indledes beskrivelsen af faderen. Eller betragtningerne over barndommen, delvis set med den niåriges øjne: ”Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp.” Men pointen, ud over læseroplevelsen, er miljøet og selvforståelsen. Tove giver og giver, side op og side ned. Fra forståelsen af fattigdom og pladsen i samfundet til moderens fokus på, at Tove skal gifte sig med de velsituerede fyre, som hun har held til at møde. Toves oplevelse af at være særlig og dermed på negativ vis afspejlende det normale blandt børn og unge. Hendes stadige indsats for at lære verden at kende, den uden for Vesterbros fattigdom, lige fra de hyppige biblioteksbesøg til at lære at drikke vin og tilpasse sit sprog. Og hele tiden kampen for at skrive digte, først at få lov uden at blive latterliggjort og senere for at få et digt offentliggjort og til sidst for endelig at finde et forlag, som vil udgive den første samling, ”Pigesind”. Andre romaner og erindringer fra 30’erne? Jeg er nu i gang med ”Legetøj” af HC Branner fra 1936. Umiddelbart virker den mærkelig fjern, men handler i høj grad, som jeg ønsker det, om tiden, København og mennesker i forskellige dele af samfundet. Jeg fortsætter! Andre forslag? Hvad vil du anbefale mig at læse næste gang. Skriv gerne en kommentar. Mit arbejde med ”Længsel” tog udgangspunkt i en brevveksling bestående af ca 85 postkort sendt mellem to personer over 10 år, fra ca. 1904 til 1914. Men det er jo ikke hele fortællingen, der ligger i postkortenes korte og få linjer. Postkortene giver navne på venner og familie, henviser til begivenheder, der for længst er glemte osv. Men først og fremmest giver postkortene facts. Hvor opholder personerne sig, eller forventes de at opholde sig på det givne tidspunkt? Hvad fortæller afsenderen med sit valg at postkort? Hvem er medafsendere? Ofte afsendte man et postkort når man var sammen med andre, var et særligt sted eller fejrede noget bestemt. I fortællingen ankommer hovedpersonen til Aalborg 15 år gammel. Arbejder rigtigt mange timer om ugen som konditorlærling. Og når han ikke arbejder, så sover han, eller spiser. Men der er også nogle fritimer i forbindelse med lørdag og søndag. Hvad sker der i den sparsomme fritid? I billeddatabasen under Aalborg Stadsarkiv fandt jeg dette billede  Af billedets beskrivelse fremgår det, at det er taget ud for Vesterbro 27 med en gruppe mennesker samlet udenfor Lindegaards Café i Aldershaab. Billedet er dateret 19.maj 1901.
Hvordan har billedet inspireret mig i den videre proces?
Konkret gav billedet anledning til i historien at fortælle om klædedragter, om sport, om cyklen som en drøm for mange, om sodavand og øl. Ud af billedet hentede jeg fortællingen om en biperson, der er på byens fodboldhold, som er ganske smart og som har et godt øje for de unge kvinder. Så nogle gange er inspiration, som her en blanding af det opsøgende arbejde med at finde kilder, som kan give historien et solidt grundlag, trangen til at få mere med i fortællingen end det oprindeligt planlagte og så de pludselige indskydelser, der slutter med en enkelt ide, som måske viser sig holdbar. |
Arkiver
Juni 2018
Kategorier |
RSS-feed