30’erne! Jazzen! En ny, moderne tidsånd er på vej trods fattigdom og nationalisme. Dans med. Nyd livet. Giv fingeren til den pæne borgerlighed. Grib nu mulighederne. Tag med på tur. Lad jazzen fortælle historien. I 1924 blev den første jazzplade indspillet i Danmark. Det første, amerikanske jazzorkester besøgte København i 1925. I 1929 optrådte Josephine Baker i bananskørt (Smagløst jazz-gøgl skrev Nationaltidende). Jazzen bredte sig i Danmark. 30’erne blev den store swingtid, inspireret via importen af amerikanske plader og fortsatte besøg af en række jazzmusikere som Armstrong, Fats Waller, Colemann Hawkins og Duke Ellington. Samtidigt blev den nye musik også bærebølge for nye livsholdninger og nye måder at leve livet på. I ain’t got nobody Bland jazzens tidlige budbringere over Atlanten var Fats Waller med sit rullende, swingende klaverspil og de minimale sange. ”I ain’t got nobody, nobody cares for me”. Som menneske er du alene, og der er ingen, som tager sig af dig. Ikke engang en lille ven kan du være sikker på at have. Det er hårde vilkår, hårde ord i en ny tid. I ain't got nobody, nobody cares for me! I'm so sad and lonely, Won't somebody take a chance with me? I'll sing you love songs, baby, all the time, If you'll only be friend of mine, I ain't got nobody, nobody cares for me! Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt Tiden efter 1. Verdenskrig er både opgangs- og nedgangstid. Flyvemaskinen, grammofonen og radioen. Verden åbner sig og skaber nye forståelser. De moderne byer begynder at udvikle sig med forbedrede boligforhold, bedre hygiejne og sundhed. Det giver en ny, hidtil uhørt frihed, friheden til at kunne drømme om tilværelsens store muligheder. Men tiden byder også på fattigdom, begrænsninger og krav til tilpasning: ”Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.” Sådan synger Helge Rungwald i 1935 i den første indspilning af Sven Møller Kristensens sang med melodi af den fantastiske Berhard Christensen. Bemærk violinspillet. Svend Asmussen, 19 år gammel! Han havde tænkt sig et hus med garage og rigtig have som ku' vær' hans egen, men det blev kun til to vær'lser med kammer og til cykel og en bus, når det var regn. Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt. Take it easy boy, boy Fest og farver, barer og dansesteder. Tivolis restauranter gav plads til orkestrene, og den nye jazz begyndte at præge musikken og måske ikke mindst livsstilen: ”Take it easy boy!” som Leo Mathiesen synger. Læn dig tilbage, slap af. Ryg din cigar, hvis du altså kan skaffe dig en. Måske har du ikke heldet med dig, men hvad så! Dans, sving rundt, nyd en drink. De andre de skal nok løse problemerne for dig. Underforstået at hvis ikke, så overlever du nok alligevel. Et frækt, næsten umoralsk udråb fra en ny generation. Take it easy boy, boy, go to your home smoke a cigar (if you can get one) take it easy boy, boy, let the others do the hard work for you Ta’ og kys det hele fra mig! Og når du så vandrer hjem fra Adlon, eller et af de andre dansesteder i København, tidligt om morgenen, er det tid til refleksion, trods alt. ”Lad dem leve Olsen, Madsen, Ped'rsen, Sør'nsens” Liva Weel synger PH’s tekst, igen med musik af Berhard Christensen. En ny moral er på vej. Det nye bymenneske er frit til at leve, som det vil, uafhængigt af naboernes mening. Du er et selvstændigt menneske. Trods begrænsninger, trods manglen på økonomsik formåen. Du må tage ansvaret for dit eget liv: ”I ain’t got nobody - and nobody cares for me” Lad dem leve Olsen, Madsen, Ped'rsen, Sør'nsens, de må lev' for mig med hvem de vil hos Jør'nsens. Om Hansens kone har lidt knas med Jensens far det' kun rart, tag og hils dem alle fra mig. Og mon en kvinde kan omgås sin forrig' mand? Ja for fand'n, tag og kys dem alle fra mig! Jazzen, den ny tids fanfare Jazzen kom med en ny rytme, opbrud og synkoper, uvante og skæve toner. Nydeligheden blev erstattet af utålmodighed, skønsangen af ironisk vrængen. Improvisationen gav fingeren til det nøje iscenesatte. Jazzen var måske bare et skvulp, omend stort, i tiden. Men der udviklede sig et helt særligt samspil mellem en gryende individualisme, den tekniske udvikling og så Fats Wallers fantastiske og rullende klaverrifs. Jazzen forvarslede en tid, der for alvor tog fart mere end 20 år senere: 60'erne. Tjek bare de 4 eksempler jeg har fundet på Youtube. Nyd jazzen. Hvad hører du? Hvilke forestillinger skaber de for dig?
0 Kommentarer
Jeg er part i et trekantsdrama. Trekanten, den består af Herluf, af konkrete begivenheder og mig som forfatter. Som i ethvert trekantsdrama, så rejser sig spørgsmålet: Hvem bedrager hvem? Postkortet til Dagmar, hvor Herluf fortæller om spadsererturen fra Heidelberg til Elmbach. November 1909 Den konkrete case Herluf var på valsen i Tyskland 1909-10. Hvad oplevede han på sin 16 måneder lange tur med længere ophold i Berlin, Stuttgart og Hamborg? Lad mig starte med hans egne tanker herom. I 1937, mere end 25 år senere, skriver han i et brev til sin voksne datter: ”Den vandretid jeg havde ville jeg ikke have undværet for guld. Tænk, når man vandrede ad landevejen, fløjtende og syngende uden at bekymre sig om dagen i morgen. Ja, det var herlige dage som jeg altid mindes med glæde.” Een eneste gang under sit ophold i Tyskland nævner han i sin korrespondence, at han har vandret: ”Dette kort er fra Heidelberg, hvor jeg var for et par måneder siden. Jeg spadserede fra H. til Eberbach. Det var en henrivende tur langs floden Neckar.” Ellers fortæller han i sine postkort mest om manglen på arbejde og manglen på penge. Og han lægger ikke skjul på, at han et par gange er ved at miste modet og tænker på at vende hjem. I romanen ”Længsel” vandrer Herluf fra Frankfurt til Stuttgart, en tur over mange dage, 200 km. igennem dale og mindre bjerge. Han bliver bestjålet og har derfor ingen penge og er nødt til at tjene til mad og husly undervejs. Hvad er den sande fortælling?
Når jeg vælger at skrive en biografisk roman om Herluf (min morfar),er det fordi jeg synes, at hans oplevelser, ikke mindst forholdet til Dagmar (min mormor), simpelthen er godt materiale for en roman. Jeg kunne have valgt at skrive en biografi, men det måtte så blive en biografi om såre almindelige mennesker. Hvem, udover de mest energiske blandt efterkommerne, ville læse den? Og ville biografien kunne resultere i andet end ophobninger af facts i kronologisk orden og afskrifter af breve og postkort tilsat gode billeder? Det fiktive univers giver mulighed for at at kitte facts sammen. Igennem fiktionens fortælling forvandles i bedste fald facts til liv, til levet liv med hvad det rummer af stolthed og skam, sejre og nederlag, initiativer og tab. Hvem bedrager? Herluf, som forvandler en spændende, men udfordrende og svær tid til et liv uden bekymringer? De konkrete begivenheder som unddrager sig vores blikke, glemt og gemt væk i et andet land for for mere end 100 år siden? Jeg som forfatter, der udfylder tomrummene mellem postkortenes korte beskeder med digt og fantasi? Hvem bliver bedraget? Det er måske i denne forbindelse det væsentligste spørgsmål. Er det efterkommere, som lader sig rive med af fortællingen? Er det læsere, der søger en ”sandfærdig” beretning fra tiden før 1. Verdenskrig? Eller er det mig selv, som efterhånden ikke kan skelne mellem de facts der ligger foran mig, mine tolkninger disse og så fortællingen som den fremstår i ”Længsel”? Du må som læser svare for dig selv. Og jeg må svare for mig selv. Men uanset svaret er jeg overbevist om, at jeg er meget tættere på Herluf nu, end jeg nogensinde har været før. Han er blevet en del af mit liv, ikke bare som en f(m)orfader, men som en god ven, en ven hvis styrker og svagheder man kender, og som man derfor kan stole på! |
Arkiver
Juni 2018
Kategorier |