Hvad gør børn ved deres mødre? Lad dig bevæge af fire kvindeskæbner, af fire meget forskellige mødre som du møder i fire udvalgte, danske romaer. Hvad gør børn ved deres mødre? Lad dig bevæge af fire specielle mødre, som du møder dem i fire danske romaner. Vi læser og hører meget om hvad forældre gør ved deres børn, om de gode og de dårlige handlinger, de som mødre og fædre udøver over for barnet, oftest i bedste mening. Og vi taler om, hvordan forældrene, ikke mindst mødrene, skal leve op til omverdenens krav. Den perfekte mor skaber perfekte børn, som igen vokser op til at blive perfekte mødre og fædre, engang i fremtiden! Men når vi vender spørgsmålet om, hvad sker der så? Hvad er det for en mor, barnet skaber. Barnet som ankommer, hel og ubeskyttet. Barnet, der fra at være en del af moderen selv bevæger sig længere og længere væk fra hende, mens moderen ser på barnet og undrende spørger: Hvor kommer du dog fra? Hvor er du på vej hen? Jeg har i de sidste måneder læst flere romaner, som har mødre som centrale personer. Mødre som beskrives gennem børnenes øjne eller med egne ord, mødre som lever i rollen som moder. Fire meget læseværdige romaner. Forladt Jeg begynder med ”Erindring om kærligheden” af Kirsten Thorup (modtog Nordisk Råds Litteraturpris, 2017). Thorups moder, Tara, har svært ved at holde fast i sit eget liv og svært ved at skabe faste rammer for sig selv og for barnet Siri. Dateren som det mest fantastiske, der nogensinde er sket for hende, barnet som hun ikke kan adskille sig fra, og hvor barnet derfor allerede på et tidligt tidspunkt begynder at styre sin egen og modrens tilværelse. Indtil hun som 15 årig forlader moderen! Tara står tilbage, forladt og ensom, skridt for skridt forsvinder hun, bogstaveligt, i gaderne som hjemløs. Datteren forlader hende, hun forlader resten. ”Siri havde markeret at hun ikke behøvede nogen ”kære mor”. Men havde hun ikke gjort det lige fra begyndelsen? Måske handlede det slet ikke om hende, om hvad hun (Tara) sagde og gjorde, tænkte og følte, men om Siri selv og de skridt hun tog?” ”Erindring om kærligheden”, Kirsten Thorup https://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/art5618561/Roman-skildrer-mor-datter-forhold-s%C3%A5-hjertet-sidder-helt-oppe-i-halsen Fortrængninger Bjarne Reuther skrev i halvfemserne en blanding af en gyser- og familiefortælling, ”Langebro med løbende figurer”. Hovedpersonens svigermor får gennem fortællingen en stadig mere central rolle. Som moder til en dreng der straks efter fødslen blev fjernet og dermed fornægtet, kommer Doris videre, bliver godt og rigt gift, får sit ”rigtige” barn Alice, som vokser op i familiens gode rammer. Men den førstfødte, den ikke velkomne, er der, forfølger hende og fremstår som den evige dårlige samvittighed, som et budskab fra den skjulte og fortrængte tilværelse. ”Alice have lagt sig ind til ham. Fortalt om sin mor. Som i så mange år havde været mærkeligt fraværende. Urørlig, uden udsving. Bortset fra i visse perioder. Når hun gik i sort og forsvandt i druk. Familien tilskrev det overgangsalderen.” ”Langebro med løbende figurer*”, Bjarne Reuter http://litteratursiden.dk/anmeldelser/langebro-med-lobende-figurer-af-bjarne-reuter Drømmen Tove Ditlevsen skriver i sine barndoms- og ungdomserindringer ”Det tidlige forår” om moderen, som passer barnet, men allerhelst vil være i fred. For moderen er barnet en uomgængelighed, på samme måde som den ofte arbejdsløse mand og den evige fattigdom. I rollen som barnepasser er hun bundet til en tilværelse, hun ikke ønsker. Med et barn, som forhindrer hende i at realiserer drømmen om det glade, frie liv, drømmen fra ungdomsårene. Børn er noget man har, giver mad og gode råd. Veninder fornøjer man sig sammen med. Og manden er ham, der ligger på sofaen. ”Så var min mor alene, selv om jeg var der, og hvis jeg var helt stille og ingenting sagde, kunne den fjerne ro i hendes underlige hjerte vare, lige til formiddagen var blevet gammel, og hun skulle ud at købe ind i Istedgade ligesom almindelige koner.” ”Det tidlige forår”, Tove Ditlevsen https://belaest.wordpress.com/2016/09/30/det-tidlige-foraar-af-tove-ditlevsen/ Frihed Den sidste roman, Sisel Jo Gazans ”Blækhat” er halvt en udviklingsroman og halvt en spændingsroman. Rosas mor, Helle, ser sig selv som et frit menneske, vælger at skulle have et barn, vælger fædrene (tre styk for en sikkerheds skyld). Betragter barnet som sine øvrige projekter; de politiske aktiviteter, svampestudierne og sommerhuset på Samsø. Derfor er bøssen, som bor ovenpå, en udmærket erstatning, ikke kun for de 3 mulige fædre, men også for Helle selv. Når barnet Rosa frit går på opdagelse i Århus’ gader, så er Helle fri. Rosa bliver en del af Helles selvforståelse, men kun en del! ”Jeg ønskede noget andet for dig. Ikke så meget biologisk tilhørsforhold og ejerskab til børnene, men overskud og oprigtig lyst. Du var et ønskebarn, Rosa, ønsket af mig, ønsket af et fællesskab , der ventede spændt på din ankomst.” ”Blækhat”, Sisse-Jo Gazan https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/historien-om-et-firserbarn Og hvorfor så disse overvejelser?
Dagmar er hovedpersonen i min kommende roman, 37 år gammel og med to piger på henholdsvis 10 og 7 år, godt gift. Men verden ramler sammen om hende. Hun skal omstille sig til en helt anderledes tilværelse og møder mange udfordringer, forsøger på forskellig vis at håndtere dem, herunder også børnene. Med romanen vil jeg fortælle om, hvordan hun redder sig selv igennem ti hårde år, forslået af både tiden, økonomien og børnene!
0 Kommentarer
En gåtur i Rom er som at rejse 50 år tilbage i tiden, mindst! De mange butikker og de små værksteder giver mindelse om et byliv, som næppe findes i nutidens Danmark. I mit arbejde med min næste roman, som foregår i 30’ernes København, har jeg flere gange spurgt mig selv om, hvordan jeg kan bruge Rom som inspiration. Og her er et muligt svar! En tur op og ned ad vores gade her i Rom, giver mange tanker om hvordan livet leves. Gadens mikrokosmos udstiller dagligdagen og viser de store forskelle på det romerske og det danske, på Rom og København. Vores kvarter minder mere om et københavnsk brokvarter før 60’erne end nutidens gader med H&M, Tiger, Baresso og Netto. Derfor er en vandring her i kvarteret også en forestilling om 30’, 40’ og 50’ernes danske byliv, hver en meter en fodring af fantasien om en svunden tid. Vi bor i teglværkernes gade, Via delle Fornaci. Fyldt med små forretninger og butikker i alle bygninger. I dagtimerne spejler ruderne bilerne og scooterne, parkeret hvor det er muligt eller banende sig vej så godt de kan, trods busser og fragtbiler, turister og tiggere. Langs gaden står de flotte, velklippede ligustertræer med forårets skarpt grønne kroner og bidrager til at gøre omgivelserne blide og indbydende mellem de ofte syv etagers høje bygninger. Her langs fortovet finder vi gadens egentlige liv. Der ligger det lille snedkeri, nogle dage er porten åben og man kigger direkte ind i værkstedet, fornemmer lugten af nysavet træ og ser snedkeren selv ved en af maskinerne. Et lille stykke derfra, møbelpolstreren med de flåede lænestole og forgyldte spisestuemøbler. I samme business er rammeforretningen, som beskæftiger tre mand på fuldtid med at forskønne hjemmenes skilderier. Lige over for bor damen, som restaurerer alt fra lysestager til slidte malerier. Hun sidder derinde med sit særlige arbejdslys og ganske små pensler. Lidt skjult for de fleste ligger smeden, han selv sidder tålmodigt blandt de udslidte maskiner og venter på, at der er brug for ham. I hvor mange år har han siddet der og betragtet nye forretninger og budt ejerne velkommen? Motorcykelmekanikeren, ofte med sin gule Ducati placeret pralende udenfor. Inde bag vinduerne arbejder han med de mere eller mindre adskilte scootere, byens fremmeste transportmiddel. Sidst på dagen står mænd og kvinder uden for hans butik. Der er altid et eller andet, der skal ordnes. Vejret, trafikken eller il motorino. Ham, der ordner biler, står lidt længere henne, porten er oppe hele dagen, ellers er der ikke plads til bilen på liften. Hvis der kommer større biler, så foregår arbejdet tværs over fortov og ud på gaden. Mad og drikke, de små butikker, der leverer pizzastykker, indbagte peberfrugter, panini eller blot en sød croissant. Frokosttid og alle myldrer ud af kontorer og butikker, skodderne er trukket for. Pause. Et par timer senere er alt i gang igen. En af barerne byder på røde plastikstole og tilsvarende borde. Pasta til 5 euro og en café til 90 cent. Mange vandrer ind i baren, får hurtigt noget at spise, stående, og går så videre. Frokostpausen er tid til at klare indkøb i de altid åbne supermarkeder eller til at få en middagssøvn på kontoret. Under tobaksforretningens store T samles butiksfolkene flere gang i løbet af dagen. Konen fra renseriet bytter nyheder med hende der har chokoladebutikken. Renseriet har mange kunder, i hvert fald er der umådelige stakke af tøj og poser i hendes forretning. Til gengæld er der kun få, som besøger chokoladebutikken. Den gamle bager, som for længst er holdt op med at fylde vinduer og hylder med kager, har dog stadigvæk sine stamkunder i det underligt tomme og mørke lokale. En enkelt stor, gul bygning skiller sig ud, såvel både folkeskole som gymnasium. Ind ad vinduerne kan man se eleverne på rad og række. Om eftermiddagen opløbet af bedsteforældre og mødre, som venter på børnene og om morgenen gymnasieeleverne, som sidder på barerne med kaffe og smøger. Nogle af dem ser ud til at læse lektier! Skrald er en udfordring. Det romerske system består i store containere, placeret på række i gaden. En til papir og pap, en anden til madvarer, en tredje til alt muligt og en fjerde til glas og plastik. Hver nat kan vi hører skraldebilen. Og om dagen møder vi gadefejerne som forsøget at få bugt med bunkerne i konkurrence med mågerne og klunserne. Alle steder omgivet af den særlige lugt som stammer fra gammel mad, rådne frugter, snavset tøj eller hvad der nu ligger og flyder.
Længst nede ad gaden, tæt på Vatikanet er der rigtigt mange mennesker. Trætte og sultne turister drages af de mange restauranter, og de hjemløse og tiggerne drages af turisterne. Her forsvinder romantikken lidt blandt fortorvenes rødternede duge og tjenernes lokken. Det er på tide at vende om, og imens jeg går tilbage, kan jeg drømme om hvordan en tur i København, ud over Dronning Louises bro og videre ad Nørrebrogade, måtte have været for 85 år siden. |
Arkiver
Juni 2018
Kategorier |