Følelse for 30’erne

ET GENSYN MED TOVE DITLEVSEN

​I gang med forberedelserne til den næste roman, som foregår i årene 1929 til 38, har jeg taget fat i litteraturen. Der må i romanerne skrevet i den periode eller om den periode findes masser af guldkorn!

​Men hvad er det, jeg søger efter? Det spørgsmål er jeg nok nødt til at besvare, inden jeg lader mig overvælde af fortællinger og problemstillinger.  

Jeg har brug for miljøbeskrivelserne – mennesker og deres fællesskaber, huse, samtaler, teknologier osv. Scenen for den kommende roman er København – inden for voldene og udenfor. Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. Og desuden nordud til Lyngby. Hvilke bøger foregår her, og i hvilke bøger betyder det omgivende miljø noget?
Jeg vil gerne ind underhuden af samtidens mennesker. Komme tættere på deres tanker og forestillinger om f.eks. lykke og ulykke, tryghed og udsathed, fremtid og håb. Derfor er det vigtigt, at forfatterne selv har levet i 30’erne, levet i storbyen.

Jeg er startet med Tove Ditlevsens ”Det tidlige forår” som er hendes erindringer om barndom og ungdom skrevet i begyndelsen af 60’erne. Og sikke et møde! I et sprog som hopper og danser, spinger mellem oplevelser og betragtninger, måske udtryk for en hurtig og temperamentsfuld skriveproces. Hurtige skridt fremad, og så detalje på detalje. Fremad igen. Fyldt med formuleringer der henter sin kraft i lyrikken mere end i prosaen: ”Nede på bunden af barndommen står min far og ler.” Sådan indledes beskrivelsen af faderen. Eller betragtningerne over barndommen, delvis set med den niåriges øjne: ”Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp.”

Men pointen, ud over læseroplevelsen, er miljøet og selvforståelsen. Tove giver og giver, side op og side ned. Fra forståelsen af fattigdom og pladsen i samfundet til moderens fokus på, at Tove skal gifte sig med de velsituerede fyre, som hun har held til at møde. Toves oplevelse af at være særlig og dermed på negativ vis afspejlende det normale blandt børn og unge. Hendes stadige indsats for at lære verden at kende, den uden for Vesterbros fattigdom, lige fra de hyppige biblioteksbesøg til at lære at drikke vin og tilpasse sit sprog. Og hele tiden kampen for at skrive digte, først at få lov uden at blive latterliggjort og senere for at få et digt offentliggjort og til sidst for endelig at finde et forlag, som vil udgive den første samling, ”Pigesind”.

Andre romaner og erindringer fra 30’erne? Jeg er nu i gang med ”Legetøj” af HC Branner fra 1936. Umiddelbart virker den mærkelig fjern, men handler i høj grad, som jeg ønsker det, om tiden, København og mennesker i forskellige dele af samfundet. Jeg fortsætter!

Andre forslag? Hvad vil du anbefale mig at læse næste gang. Skriv gerne en kommentar.