Flotte facader og glemte baggårde

Trin på en tidsrejse tilbage til 1930
Jeg skriver om en familie som snubler i livet, men alligevel lander på begge ben. I første omgang, helt konkret på Vesterbro. Hvordan finder jeg tilbage til den tid? Hvordan finder jeg de stemninger, de lyde og lugte som de mødte, dengang de flyttede ind i lejligheden på første sal ud mod Vesterbrogades mylder.

​Jeg har jo ikke den tid og de steder som en personlig erfaring, jeg kender kun til tiden via litteraturen, filmene og historien og via familiefortællingerne. Derfor er det for mig vigtigt at opsøge stederne, få brugt sanserne, få skabt nye, omend ikke altid helt korrekte erfaringer.

Og hvad møder mig så? Tomme gader (det er en lørdag eftermiddag i februar), endnu mere tomme gårde. Fravær af liv. Nogle butikker er åbne, handler med grøntsager, eksotiske kjoler og stoffer og cykler. Cykelstierne bliver brugt en del mere end gaden. En stor, gul bus, 6A’eren kører næsten tavst forbi.   

Hvad mangler? Hvad er det jeg ikke kan se? Inde i en baggård åbenbares mylderet af huse og mure, her lever mennesker, i hvert fald står der cykler alle vegne. Udsigten – har familien, der kom hertil fra Jylland for snart 90 år siden, kigget ud på det samme? Lyset, hvor meget fik lov at slippe ned til de nederste etager. Hvor meget fik i det hele taget lov til passere de tunge gardiner ind i lejligheden?
Børnestemme, skrigen og skrålen. Livet blev levet på gaden og i gårdene. Hvor der var plads og rum. Under mødrenes overvågning, når de ellers havde tid. "Hold jer væk fra mit vasketøj, unger!" råber en mor.

Et andet sted finder jeg gamle huse, skorstene og igen: Hvad mangler? Røgen, der sætter sig som et lag af sort på alt? Larmen fra smeden, der havde sit tilsodede værksted i den ene ende af det københavnergule hus? Duften fra bageriet, med de åbne døre? Og lugten af råd og lort, der er alt for tydelig i porten! Hvor er retiraderne? Der var næppe wc i baghusenes lejligheder. Og hvis der var i forhusene, så var det typisk fælles for flere lejligheder.

Ud på gaden igen. En 3’er kører forbi, næsten uhørlig. Busserne afløste for 50 år siden sporvognene. Her hvor Vesterbrogade møder Enghavevej lød sporvognens advarselsklokke, indimellem overdøvet af hjulenes skærende møde med skinnerne. Automobilerne. Flest små lastvogne, der giver hestevognene baghjul, hvor de kan komme til det. De tunge sække med kul tømmes ned igennem kældervinduet at mænd lige så sorte, som det de fragter rundt på. De tohjulede trækvogne blandede sig med cyklende og gående.

Trappeopgangen. Linoleum på hvert trin, næsten. Det solide gelænder, som er nødvendigt, når man skal gå 4 etager op. Nederst i trappeopgangen står i dag barnevogne og cykler. Dengang stod der måske også barnevogne, blandet med møbler som var på vej ud eller ind og petroleumsdunkene til lejlighederne med kamin.  

Tilbage til nutiden. 
Vinterens nøgne træer op mod en klar himmel. Sammenblanding af nyere byggerier, ombygninger og gamle huse. Stadigvæk er det den tids byrum, vi bevæger os rundt i. Heldigvis, måske...