En gåtur i Rom er som at rejse 50 år tilbage i tiden, mindst! De mange butikker og de små værksteder giver mindelse om et byliv, som næppe findes i nutidens Danmark. I mit arbejde med min næste roman, som foregår i 30’ernes København, har jeg flere gange spurgt mig selv om, hvordan jeg kan bruge Rom som inspiration. Og her er et muligt svar! En tur op og ned ad vores gade her i Rom, giver mange tanker om hvordan livet leves. Gadens mikrokosmos udstiller dagligdagen og viser de store forskelle på det romerske og det danske, på Rom og København. Vores kvarter minder mere om et københavnsk brokvarter før 60’erne end nutidens gader med H&M, Tiger, Baresso og Netto. Derfor er en vandring her i kvarteret også en forestilling om 30’, 40’ og 50’ernes danske byliv, hver en meter en fodring af fantasien om en svunden tid. Vi bor i teglværkernes gade, Via delle Fornaci. Fyldt med små forretninger og butikker i alle bygninger. I dagtimerne spejler ruderne bilerne og scooterne, parkeret hvor det er muligt eller banende sig vej så godt de kan, trods busser og fragtbiler, turister og tiggere. Langs gaden står de flotte, velklippede ligustertræer med forårets skarpt grønne kroner og bidrager til at gøre omgivelserne blide og indbydende mellem de ofte syv etagers høje bygninger. Her langs fortovet finder vi gadens egentlige liv. Der ligger det lille snedkeri, nogle dage er porten åben og man kigger direkte ind i værkstedet, fornemmer lugten af nysavet træ og ser snedkeren selv ved en af maskinerne. Et lille stykke derfra, møbelpolstreren med de flåede lænestole og forgyldte spisestuemøbler. I samme business er rammeforretningen, som beskæftiger tre mand på fuldtid med at forskønne hjemmenes skilderier. Lige over for bor damen, som restaurerer alt fra lysestager til slidte malerier. Hun sidder derinde med sit særlige arbejdslys og ganske små pensler. Lidt skjult for de fleste ligger smeden, han selv sidder tålmodigt blandt de udslidte maskiner og venter på, at der er brug for ham. I hvor mange år har han siddet der og betragtet nye forretninger og budt ejerne velkommen? Motorcykelmekanikeren, ofte med sin gule Ducati placeret pralende udenfor. Inde bag vinduerne arbejder han med de mere eller mindre adskilte scootere, byens fremmeste transportmiddel. Sidst på dagen står mænd og kvinder uden for hans butik. Der er altid et eller andet, der skal ordnes. Vejret, trafikken eller il motorino. Ham, der ordner biler, står lidt længere henne, porten er oppe hele dagen, ellers er der ikke plads til bilen på liften. Hvis der kommer større biler, så foregår arbejdet tværs over fortov og ud på gaden. Mad og drikke, de små butikker, der leverer pizzastykker, indbagte peberfrugter, panini eller blot en sød croissant. Frokosttid og alle myldrer ud af kontorer og butikker, skodderne er trukket for. Pause. Et par timer senere er alt i gang igen. En af barerne byder på røde plastikstole og tilsvarende borde. Pasta til 5 euro og en café til 90 cent. Mange vandrer ind i baren, får hurtigt noget at spise, stående, og går så videre. Frokostpausen er tid til at klare indkøb i de altid åbne supermarkeder eller til at få en middagssøvn på kontoret. Under tobaksforretningens store T samles butiksfolkene flere gang i løbet af dagen. Konen fra renseriet bytter nyheder med hende der har chokoladebutikken. Renseriet har mange kunder, i hvert fald er der umådelige stakke af tøj og poser i hendes forretning. Til gengæld er der kun få, som besøger chokoladebutikken. Den gamle bager, som for længst er holdt op med at fylde vinduer og hylder med kager, har dog stadigvæk sine stamkunder i det underligt tomme og mørke lokale. En enkelt stor, gul bygning skiller sig ud, såvel både folkeskole som gymnasium. Ind ad vinduerne kan man se eleverne på rad og række. Om eftermiddagen opløbet af bedsteforældre og mødre, som venter på børnene og om morgenen gymnasieeleverne, som sidder på barerne med kaffe og smøger. Nogle af dem ser ud til at læse lektier! Skrald er en udfordring. Det romerske system består i store containere, placeret på række i gaden. En til papir og pap, en anden til madvarer, en tredje til alt muligt og en fjerde til glas og plastik. Hver nat kan vi hører skraldebilen. Og om dagen møder vi gadefejerne som forsøget at få bugt med bunkerne i konkurrence med mågerne og klunserne. Alle steder omgivet af den særlige lugt som stammer fra gammel mad, rådne frugter, snavset tøj eller hvad der nu ligger og flyder.
Længst nede ad gaden, tæt på Vatikanet er der rigtigt mange mennesker. Trætte og sultne turister drages af de mange restauranter, og de hjemløse og tiggerne drages af turisterne. Her forsvinder romantikken lidt blandt fortorvenes rødternede duge og tjenernes lokken. Det er på tide at vende om, og imens jeg går tilbage, kan jeg drømme om hvordan en tur i København, ud over Dronning Louises bro og videre ad Nørrebrogade, måtte have været for 85 år siden.
0 Kommentarer
Din kommentar vil blive offentliggjort, når den er godkendt.
Efterlad et svar. |
Arkiver
Juni 2018
Kategorier |